Flere besøg af den slags, tak :o)

4cadb387-844f-4cf7-a94e-9834d3ea2cf3

Denne her uge har budt på mange forskellige spændende ting synes jeg.

I weekenden havde vi besøg af Idas bedste veninde Emilie fra den gamle børnehave og hendes mor. De var så gode venner da vi boede på Frederiksberg men også Emilie flyttede lidt før os, så savnet har været stort. Selvom jeg synes, at Ida tage hele flytningen i stiv arm, kan hun naturligvis savne sin gamle børnehave og sine venner. Og det er jo dejligt hvis sådanne relationer kan holdes ved lige. Da vi var hjemme i marts for at flytte, var hun hjemme ved en anden sød pige fra en gamle børnehave og lege en hel dag imens vi flyttede. Og denne her gang blev det så Emilies tur, og hun har siden hun flyttede snakket om at besøge Ida. Og hvor er det bare sejt at hendes mor Stine, tænker…jamen der er ikke noget vi ikke kan og simpelthen tager et fly herop for at besøge os. Vi tilbød at de kunne sove hos os og det var bare super hyggeligt. Vi har da tilbragt en del tid sammen, både i børnehave men også privat når der var fødselsdage eller helt almindelige legeaftaler i hverdagen, men ikke sådan noget med overnatning. Så vi var lidt spændte og Ida glædede sig rigtig meget. De ankom og lørdagen gik med leg og hygge og vi gik en tur på legepladsen og en tur i skoven, så de kunne se hvor vi bor. Søndag blev tilbragt på det meste fantastiske museum, Naturhistorisk Museum og det var endda gratis at komme ind!! Helt utroligt. Der var forskellige udstillinger om, “fra abe til menneske”, om alle dyrerne i den svenske skov (og hvem vidste lige der er op mod 3.000 bjørne i den svenske skov…), en udstilling om planeter, jorden, vand og om tornadoer, en superflot udstilling om dinosaurer og endda også en masse om små insekter. Det var virkelig en succes men allerede efter et par timer og en frokost var vi trætte og tog derfor hjem for at nyde en is inden de sen eftermiddag skulle flyve tilbage igen. Må sige, at det sted skal helt sikkert besøges igen. Vi nåede ikke det hele og derfor vil jeg gerne tilbage en dag. Især hvis vi får besøg af nogle med børn. Det er nemt at komme dertil med offentlig transport og så er det gratis…Fantatisk. Vi glæder os til juni, hvor Ida kan besøge Emilie fordi vi skal til København til en fødselsdag. Det bliver skønt for dem at lege igen.

Derudover har ugen budt på kaffedrikkeri med søde piger, først Fie. Vi gik en tur i centrum og spiste en frokost og drak kaffe. Dejligt at mødes med andre danskere og Fie har boet i Stockholm i mange år, så håber hun synes det var spændende at høre om alle vores udfordringer og spørgsmål..? :o) Derudover mødtes jeg med Line som er flyttet hertil med sin mand og 2 børn efter at have boet i Frankfurt nogle år. Det var rigtig hyggeligt, vi fik set lidt af byen og var forbi det sted hvor en mand kørte ind i flere personer i gågaden og derefter en i et stormagasin lige før påske, hvorefter 4 døde, heriblandt en lille pige. Det er så sørgeligt og utroligt at det kan ske…men alligevel ikke helt overraskende. Synes det er underligt at gå rundt derinde. Føler hele tiden jeg bør kigge mig over skulderen. Derudover synes jeg ikke rigtig man hører så meget til det…som om det er overstået, men må så også indrømme at jeg ikke ser så mange svenske nyheder selvom jeg prøver. Som I kan se på billedet, har mange folk sat posters op og skrevet små søde og kærlige beskeder. Der har også ligget en masse blomster, men de er fjernet igen. Man skal virkelig passe på hinanden. Livet er for kort….

img_3517

 

Og så begynder jeg simpelthen på svensk i næste uge. Det bliver så spændende. Det jeg nok glæder mig mest til, er at komme lidt ud blandt andre folk. Kan se på min tilmelding at vi er 10 på holdet og det kan jo være alle mulige slags mennesker som kan komme fra hvor som helst. Så jeg har hentet min skolebøger og fik købt en blok osv. så jeg er klar. Det er 2 gange om uge i 1,5 måneden og så kan jeg tage del 2 efter sommer engang hvis jeg synes det er noget for mig. Jeg har smugkigget lidt i bøgerne og de ser sjove ud. Håber at lære lidt så jeg også kan lære Ida lidt som også er nysgerrig og spørger til hvad de forskellige ting hedder.

img_3528

Vi har heldigvis en forlænget weekenden. På  mandag er det 1. maj og det er en helligdag heroppe, så Laurits holder fri. Der er kun en måneds tid til at vi overtager vores hus, så vi skal på møbel jagt og så tror jeg vi skal en tur på noget der hedder Skansen som er et sted med dyr, teater, og diverse børneaktiviteter. Det håber jeg,at vi kan nå og at vejret bare holder nogenlunde. Synes ikke rigtig at foråret er kommet endnu selvom der i skrivende stund er høj solskin fra en skyfri himmel.

Ha det rigtig godt derude og pas på hinanden :o)

Knus og kram fra os i Stockholm

Velkommen til Sverige….!!

e8900379-ca67-4195-a121-0521a3194d3c

Der er både gode ting men også frusterende ting ved at flytte til Sverige! Vi har haft en dejlig lang påske hjemme i Danmark og hvor er det irriterende at starte ugen med noget så åndssvagt!! Det var så åndssvagt, at jeg er nødt til at dele det med jer som det første.

Velkommen til Sverige siger jeg bare! Jeg fik besked om, at mit meget omtalte svenske ID var ankommet. I brevet stod der hvor det skulle afhentes og brevet skulle naturligvis medbringes…så efter aflevering af børn, ville jeg tage bus og tog for at hente det. Da jeg modtog brevet, var jeg allerede ret irriteret over, at skulle afhente det et helt andet sted end der jeg hvor jeg stod i min lange kø for at bestille det. Men tænkte, ja okay, det kommer ikke som en overraskelse at tingene er anderledes end først antaget. Nå men afsted med mig, til det sted som de havde angivet på meddelelsen. Det skal siges, at jeg havde en fornemmelse af, at det ikke helt var rigtig det jeg havde gang i, men de havde angivet stedet for afhentning! 45 min senere stod jeg på Skatteverket og da jeg træder ind, får jeg meget hurtig en fornemmele af, at det slet ikke rigtig og henvender mig ved skranken, hvor de kan oplyse mig om, at de (skatteverket) skriver Solna (byen eller stedet hvor jeg er taget hen), men at det egentlig skal afhentes der hvor jeg bestilte det!!!!!!!! Prøv lige at spørg om det giver mening? Jeg spurgte selvfølgelig hvorfor de i alverden skriver det forkerte sted?? Ja det kunne hende ved skranken ikke fortælle mig, men synes da selvfølgelig også at det var lidt tosset.Øh tosset, min bare…! Prøv at tænk på alle de mennesker der går forkert hver gang og da sverige p.t. har RIGTIG mange som kommer til deres land, som får jeg ved ikke hvor mange breve og papir som skal udfyldes og som de skal forholde sig til, er det jo sååå fedt at tage det forkerte sted hen, for så at tage tilbage til centrum og tage et andet tog. Mange går på arbejde og jeg tog hjemmefra kl. 9 og var hjemme kort før middagstid, så det er jo næsten en halv fridag man skal tage for ordne tingene.

Nå men jeg kommer hen til det rigtige sted og køen er heldigvis ikke super lang. Da jeg kommer frem til en ældre, men meget sød herre, spørger jeg igen. Hvorfor skriver de ikke det rigtige sted på brevet…hvad er meningen med det? Og forklarede at nu havde jeg været med toget i den forkerte retning og hele vejen tilbage igen sagde jeg og smilede. Og så forklarede han et eller andet på svensk, nået med min adresse, men ja han kunne da godt se at det var dumt, hvorefter jeg sagde, at mange måtte da gå forgæves?? Han svar var, at mange kom retur til det rigtige sted og var sure over at det var skrevet forkert på brevet…men ikke så mange tog det så roligt som mig:..:o( Jamen altså. What a day, siger jeg bare, Hvad skal man sige til sådan en kommentar? Tror bare jeg smilede og grinte lidt falsk, haha.

Nå men de praktiske ting fylder stadigvæk en del, men det begynder da at blive bedre. Lige som vi tror at nu er der styr på det, kommer der noget nyt vi skal forholde os til.

Men af positive ting, for dem er der skam også, ja så skal vi snart hen på Idas nye skole og se skolen og møde lærerne og se omgivelserne. Først skal Laurits og jeg derhen alene og derefter skal vi derhen sammen med Ida.

Derudover er der kun 6 uger til at vi skal flytte ind i vores nye hus. Der er også praktiske ting der skal løses i den forbindelse. Hele vores flyttelæs skal herop til Stockholm. Vi kommer til at mangle lidt møbler og så skal der males lidt inden vi kan flytte ind. Men vi GLÆDER os. Lejligheden er fin, men jeg savner SÅ meget mine egne møbler og ting og sager…mit sommertøj og sko. Mine køkkensager, ja tænk sig, at man kan savne de mindste ting som en god kniv eller mine fine tallerkner..:o( Men 6 uger er jo ingenting, bortset fra at vi skal have købt en ny sofa og det er ikke så nemt. Der er 10 ugers leveringstid på de fleste, hvorfor vi først får den noget senere på sommeren. Det kan vi sagtens leve med, men den er altså ikke bestilt endnu. Dette er vores 5. sofa vi skal købe i fællesskab på de 10 år vi har kendt hinanden. Og vi har kun boet 2 steder, hvor det nye hus er det 3. sted. Vi har det sådan med at købe forkert…den sofa vi har nu, passer ikke ind i stuen pga måden den vender på, desuden er den ikke så køn mere pga pletter (stofsofa) Den kan bruges, men man burde altså have en mere praktisk sofa. Og nu kigger vi på en med lyst stof og det kommer vi sikkert til at fortryde.

De små har været endnu en uge i børnehave/forskole og jeg synes det begynder at gå bedre. Vi snakker lidt hver dag om nye ord vi lærer på svensk. De har nu været der i 4 uger med undtagelse af lidt sygdom. Ida siger, at hun bedre forstår sproget nu, men føler ikke at de forstår hende når hun snakker dansk til dem. Pædagogerne siger, at de øver lidt med hende og at det går bra…Ida er blevet lidt genert, så nogle morgener kan hun være – ikke svær – men genert når hun skal afleveres og kan ikke få sig til at gå hen til de andre børn og spørge om de vi lege. Men de finder alligevel en måde og når jeg henter hende er hun altid glad og har haft en rigtig god dag. Emma leger bare, hun siger nok ikke så meget og så længe der er mad og nogle at lege med, så er hun mere eller mindre tilfreds. Tror slet ikke hun forstår :o)

Vores weekend skal gå med afslapning og lørdag kommer der besøg fra Danmark. Det glæder vi os til. I kan læse mere om besøget på uge.

Vi er lige kommet hjem fra at handle i det nærmeste centrum og der havde de is til halv pris…vi nåede ikke bussen hjem, så de små fik is og nu spiser de hjemmebagte pølsehorn. Vi venter på at Laurits kommer hjem fra job. Tror de voksne skal nyde et glas vin.

Kan I alle have det fantastisk…

Knus og kram fra os i Stockholm

Glad Påsk

453fccae-4f44-43bf-b2ef-2921070a93bb

Glad Påsk er svensk for god påske…men når man er gift med en mand som kommer fra Nordjylland og har bedsteforældre som virkelig snakker vendelbomål ja så kan man sagtens sige det samme:-) Det lyder i hvert fald ens når de ældre siger det…

Vi er hjemme for at holde Påskeferie og det er super dejligt at holde ferie i Danmark! Selvom vi ikke er i København men kun Nordjylland, synes jeg virkelig at jeg savner Danmark! Jeg savner rugbrød og de danske tv kanaler og selvfølgelig min familie og venner! Selvom vi kan køre fra Stockholm til Göteborg og tage færgen over, er det alligevel en laaaannngggg tur! Jeg kørte den alene med pigerne for at komme lidt tidligere hjem end Laurits! I Sverige har man en helligdag mindre end Danmark så han kom lidt senere og fløj hertil!

Vi har nydt dagene med hele familien på begge sider og der har været tid til hygge! Vi har været i badeland og de små har været med moster i Zoo imens mutti her fik alene tid i Aalborg centrum til Shopping! Vi har besøgt min meget gamle morfar på 90 år og hvor er det dejligt at se, hvor meget han får ud af at se sine børnebørn i et par timer!

Skærtorsdag bød på en solskinstur til Løkken! Det var blæsende og koldt men vi fandt en plads i solen og nød en stor is! Aftenen bød på alenetid til Laurits og jeg! Mine forældre passede de små og så gik turen til Aalborg sammen med vores dejlige og højt savnet venner Luise og Jonas! Vi nød et par drinks på gode gamle Vesterå og bagefter spiste Tapas på Canblau! Vi var naturligvis en tur i Jomfru Ane Gade, haha! Shit hvor er det længe siden jeg har sat mine fødder derinde og der var stort set intet der var som dengang! Heldigvis endte vi et sted, hvor jeg ikke følte mig alt for gammel!! Til drengenes fornøjelse havde de fri vodka og red Bull drinks for kr 50! Det er lige noget for sådanne nordjyder som os! Klokken var heldigvis ikke alt for sent da vi lå i vores seng igen trods det, at vi ikke helt var enige om hvornår vi skulle hjem men vi skulle alle op til ny påskefrokost igen igen!

Lang fredag bød på Krondiamantbryllup hos Laurits bedsteforældre og de næste par dage skal der besøges mere familie og den står også på 60 års fødselsdag i Skagen med overnatning og UDEN børn igen igen!

Mandag skal vi hjem til Stockholm og tirsdag begynder alt det svenske igen! Den lange liste skal gerne snart blive kortere, børnene skal i forskole igen og min mand på job! Derudover tænker jeg, at et besøg i Stockholm centrum for at lægge blomster, hvor er terrorangreb fandt sted for en uge siden må være på sin plads! Alt er utroligt nok ved at blive sig selv igen selvom det er tragisk at sådan et angreb mod det svenske folk kunne ske!

Pas godt på hinanden derude:-)

Knus og kram fra os i Stockholm

Listen er lang…..

Nedenstående indlæg er lavet tidligere i dag, efter en dejligt tur til byen, tæt på centrum af Stockholm. Jeg har nemlig endelig fundet et godt sted der laver fine fine negle, solen har skinnet i dag og ud over at jeg skulle aflevere papir til Idas nye skole, som hun er kommet ind på, og hvilken dejlig nyhed det er, ringer Laurits kl 15 for at sikre sig at vi ikke er inde i selve Stockholm centrum, fordi der er mistanke om et terrorangreb – en person er i en lastbil,  kørt ind i en folkemængde i gågaden!! Shit altså, så blev fredagen helt anderledes og trist. Alt er kaos og Laurits kan ikke komme hjem. Tog, bus osv er stoppet, hvilket er forståeligt. Så vi ventede….og til sidst kunne vi hente far på den anden side af øen som vi bor på. Han ville ikke vente og se hvad der ville/kunne ske. Hvis han ville hjem måtte han gå og det gjorde han så, 10 km! Heldigvis er vi alle helt okay og de små er helt uviden om dagens tragedie og troede bare at fars tog var gået i stykker, så han måtte gå. Og den historie tror jeg bare vi holder os til. 

img_3381

Forleden nat vågnede jeg tilfældig og kom i tanke om nogle af alle de praktiske ting vi stadig mangler at få styr på efter vores flytning eller i forbindelse med den. Jeg vågner ofte men sjældent for at tænke på praktiske ting, men mest fordi Emma bare vågner konstant om natten. Hun bliver 3 til sommer og tænker at hun må da for f…… snart lære at sove :o( Nå men i mit hovede lavede jeg en liste eller lagde alle de fysiske lister sammen som jeg har lavet hen over de sidste 2 måneder og den ser sådan her ud og har sikkert glemt noget. Synes det er ser lidt cracy ud…Og alligevel, det virker det jo ikke som om der er så meget, men de forskellige ting og processer tager meget lang tid. Her er den:

Flytte adresse fra danmark til Sverige – done

Registrere sig i Sverige – det tager ca 2 timer ved personligt fremmøde – done

Bestille svensk ID kort – tager også et par timer ved personligt fremmøde – done for mit vedkommende, men mangler at få det

Blive medlem af svensk A-kasse – indtil videre kun Laurits – jeg mangler fordi jeg mangler mit BankID.

Ansøge om skole og forskole (børnehave) – skal gøres på diverse og mange blanketter

Optage diverse forsikringer, bil, bolig, livsforsikring og ulykke m.m. Dvs, overvej hvad der skal ske med de danske og hvilke vi vil/kan beholde i DK og ellers sørg for at få dem oprettet i Sverige

Få oprettet bankkonti samt bankID (det minder om vores nemID) – tager heller ikke 5 min og er stadig ikke på plads!

Bede Udbetaling DK lave bevis på, at vi ikke længere er social forsikring i Danmark – done

Udbetaling DK laver også en blanket hvor der står hvor meget barsel vi har holdt med vores piger i DK. Da man har ret til mere barsel i Sverige end i DK, kan vi måske få mere….Så ring til dem. – done

Finde en læge og kontakte dem, samt børnelæge som man bruger i Sverige – næsten på plads

Finde en tandlæge, både til de små og til os – slet ikke sket endnu

Købe en buskort – done

Udfylde papir på at vi ønsker at være social forsikret i Sverige – snart klar til afsendelse

Ansøge om at modtage børnepenge – ikke gjort endnu – der mangler en af de andre ting på listen før det kan lade sig gøre

Udfylde en hel del til SKAT i DK og det er ikke små ting – slet ikke afsluttet endnu

Aflsutte og indfri lån m.v. i forbindelse med vores hussalg – ikke helt afsluttet endnu

Ansøge om at blive fritaget for at betale PAL Skat på vores danske pensionsordninger – ikke sket

Sørg for at få oprette Swiss, som vist nok svarer til Mobilepay – ikke sket

Tilmelde mig svensk kursus, done

Ringe rundt til alle dem hvor vi er i tvivl om noget…. og det var så det tror jeg. Mon vi bliver færdig inden vi flytter i hus??

Heldigvis er vi i hus med nogle af dem, andre afventer stadig et eller andet. Og så begynder det langsomt at blive nemmere. Men der er lang vej endnu.

Den sidste uge har ellers budt på lidt forskelligt. Sidste weekend var jeg en lille tur i København for at ses med mine gamle kollegaer. Det var dejligt med lidt tid alene til et par drinks eller en hel del shots…AD!! men sjovt var det. Det betød også, at Laurits skulle hente dem i forskole om fredagen fordi jeg var i København, men de glædede sig og tog på Macdonald for at spise aftensmad. Hjemme igen træt lørdag og så stod den ellers på afslapning med familien. Vi var en tur i skoven. Naturen heroppe er skøn, især når solen skinner.

Mandag startede børnene igen og lige som jeg havde været i bad efter en 11 km lang løbetur vel og mærke, ja så ringede de fra forskolen, at Ida var dårlig og at jeg skulle hente hende. Efter et par timer hjemme, stod den på opkast, det samme tirsdag og onsdag lå hun i sengen det meste af dagen, men kunne endelig begynde at spise. Torsdag var hun frisk som en havørn da hun stod op og var klar til en ny dag i forskole. Emma var afsted alle dage, men har fanget sig en forkølelse og lidt hoste. Så dagene med nul sygdom er officielt forbi, desværre. Det var rart imens det stod på:o)

Jeg har i denne her uge løbet 2 gange, 1 x 11 km og 1 x 10 km og synes ikke det var særlig sjovt. Så hvorfor er det lige, at jeg har meldt mig til det der halvmarthon?? vil bare så gerne, men synes det er svært når jeg kommer over de 10 km. Desuden har jeg heller ikke fundet den perfekte løberute endnu og der er alt for mange bakker heroppe, så nogle af dem tager livet af mig og prøver derfor at planlægge en tur uden for mange bakker. Jeg tror stadig, at jeg kan nå at lave ruten om til 10 km i stedet for…skal/skal ikke??!! :o(

Næste uge er der påske og vi tager hjem til Jylland. Det bliver skønt at komme hjem til familien og ellers står den på hygge med frokoster, en skøn aften ude med venner – uden børn – og en 60 års fødselsdag. Vi er hjemme i en uge, så jeg skal også en tur til centrum og tror vist der er en moster der gerne vil have sine 2 niecer med i Zoo (alene uden deres mor) Værsågod…:o)

Billedet har mange af jer sikkert set, men synes de så sååå søde og seje ud, at I lige får det engang til. Der er ikke taget så mange spændende billeder i ugens løb, da mange af timerne er brugt indedøre, desværre.

 

 

Knus og kram fra os i Stockholm