Pinse i Danmark

Jeg har ikke fået lavet en opdatering af bloggen i et par uger nu. Dagene går alt for stærkt, både med børn, job og alt muligt. Vejret er fantastisk, så jeg tilbringer ikke meget tid foran computeren, helst ikke. Men jeg vil ikke undlade at lave en opdatering af, hvad vi har lavet heroppe de sidste par uger….

Faktisk har vi været en tur i Danmark hen over pinsen. Min søster fyldte år (rund fødselsdag) så hun havde inviteret til gilde og det ville vi jo ikke gå glip af selvom det er en lang tur at køre. Så vi kørte fredag middag, var i Danmark sen fredag aften og tog hjem igen søndag middag. Det var pinse i Danmark så mandag var jo en helligdag, men heroppe i Sverige har man desværre ikke pinse og Laurits skulle derfor på arbejde. Jeg havde taget en fridag, men det kunne jeg tillade mig, fordi jeg arbejder for Danmark. Min søster holdte en dejlig fødselsdag i Hammer Bakker og vejret var perfekt. Ja tør næsten ikke sige det, men det var næsten for varmt. Vi sad udenfor i skyggen og spiste en lækker frokost som senere blev afløst af fantastisk dessert, men hold nu op hvor var det varmt. Der var en del børn, mine fætter og kusines børn, så børnene legede og spillede bold og omgivelserne var perfekte. Jeg må sige at jeg ikke kan huske hvornår vejret sidst har været så godt, især i Danmark og især i Maj omkring min søsters fødselsdag. Dagen var perfekt og familien var samlet og mange af os ses ikke så tit fordi vi er spredt rundt omkring i Danmark og udlandet, så det var rart. Festen sluttede hjemme ved mine forældre senere på aften hvor vi grillede og spise hotdogs. Vi sad ude på terrassen til kl 22.30 om aftenen. Søndag var det nærmest bare op og hjem, desværre. Vi ser frem til lidt længere tid i Danmark når vi skal et smut hjem for at afhente børnene efter en ferie med bedsteforældrene. Men ugen er også godt fyldt op med planer allerede, for sådan er det når man sjældent er hjemme og mangler at se en masse som der ikke har været mulighed for andre gange.

746758ef-7e52-4bca-ba2e-6c3aa3dddc97

 

 

Om 3 uger har Ida sommerferie fra skolen…det er så vildt at der er gået et helt år allerede. Og så skal hun starte i 1. klasse og skal for alvor igang med at læse og i det hele taget være en stor pige. Hun siger at hun selv vil gå i skole og generelt kan jeg mærke at hun gerne vil gøre flere ting selv og prøve at være større og mor her må absolut ikke hjælpe for hun kan jo selv. Sådan er det vel at blive større, men synes bare at det går så stærkt lige nu. I weekenden til min søsters fødselsdag, tabte hun sin første rokketand! Den næste rokketand, rokker hun allerede med og hun synes det er lidt sejt at tandfeen kom forbi og kunne finde hende selvom hun sov hjemme ved mormor. Derudover har hun sovet sammen med en veninde fra skolen, for første gang. Total teenage agtig sleep over:o) Og så på en hverdag. Hvad sker der lige for det? Hun blev kørt hjem fra legeaftalen af pigens mor og pigerne var helt oppe at køre. De havde bestemt sig for at de ville sove sammen og ville SÅ gerne, så de stod der og hoppede op og ned og sagde PLEASE moar…eller mamma, for Ida snakker altid svensk til mig når hun står sammen med svenskere. Venindens mor havde ikke sagt ja, men heller ikke nej og de havde leget så godt og havde hygget sig om eftermiddag. Faktisk havde vi snakket om at finde en weekend hvor de kunne prøve at sove sammen, men jeg kunne simpelthen ikke sige nej. Så vi pakkede en taske og 10 min senere, så tog min lille baby afsted for at sove et helt andet sted og jeg skulle først se hende igen, når jeg hentede hende dagen efter når skolen var slut. Det var vildt underligt, men til gengæld meget stille og roligt herhjemme.

Se lige hvad jeg fandt i dag på Facebook! Mine 2 små trolde for 2 år siden. Hvor er de nuser:-)

img_6004

 

Nogle som kan anbefale nogle gode krimier, som kan læses hen over sommerferien?

Knus og kram fra os i Stockholm

Og turen går til…

L.A. denne sommer. Det blir skønt og vi har endelig fået planlagt vores tur færdig, selvom vi købte billetterne for mange måneder siden. Vi havde rigtig svært ved at finde ud af hvor sommerferien skulle gå hen og vi kiggede på alt fra Thailand, Gran Canaria og til USA. Jeg havde sagt til Laurits, at jeg gerne ville prøve noget andet fordi vi har rejst meget i USA og at jeg egentlig ville være ganske tilfreds med en uge eller to på Gran Canaria. Vi har 2 gange været på et mega fantastisk sted på Gran Canaria, det er børnevenligt, har bamseklub til børnene, ligger lige ud til vandet, har flere pools at vælge imellem og dejlig mad.Men hvor er det altså svine dyrt at holde sådan en ferie i 2 uger som en familie på 4. Det er helt vildt. Og da vi startede med at kigge i starten af året var meget af det allerede udsolgt, så man skal virkelig også være hurtig og bestille sin sommerferie i januar eller februar, hvis det er charter ferie. Nå men vi syntes, at vi kunne få meget mere for pengene ved at tage til Thailand, selvom min første tanke var at “regner det ikke meget om sommeren i Thailand”, men efter at have undersøgt det lidt, viste det sig faktisk at Hua Hin er et okay område om sommeren og der hvor det regner mindst.Vi fandt også noget der var rigtig fint, men ville vente med at booke til vi var helt sikre på at vi ville det, men nogle dage senere var det gode tilbud væk og så syntes vi også det blev for dyrt. Men så fik vi mulighed for at booke nogle flybilletter til L.A….og egentlig havde jeg sagt at jeg ikke ville til USA og desuden er L.A. et på mange måder underligt sted og en blanding af alt muligt gøjl, så hvis vi skulle afsted, ville jeg ikke blive der, men køre et andet sted hen. Så vi bookede…det var inden jeg fik job, så jeg tænkte ikke lige over at vi faktisk havde planlagt en ca. 4 ugers sommerferie. Børnene skal nemlig på ferie med deres bedsteforældre i en hel uge hvorefter vi henter dem i Nordjylland og bliver resten af ugen inden vi skal 3 uger til L.A. Og hvor tager man så hen når man lander i L.A. Laurits og jeg har før været på roadtrip i Californien, men nu er det lidt anderledes fordi børnene er med. Og nu er vi endelig på plads med turen og vi skal til San Diego, Palm Springs, Las Vegas og så tilbage til L.A. inden vi skal hjem igen. Jeg håber, at nogle derude har nogle tips til ture, seværdigheder osv som vi absolut må foretage os. Vi skal være en del dage de forskellige steder så der er god tid til at slappe af og bade, for jeg er sikker på, at Palm Springs og Vegas bliver varm midt i juli! Vi har også fået booket nogle rigtig fine hoteller og steder som jeg/vi aldrig har været før, så det bliver super spændende. Det gode ved at rejse til USA, er at det er så nemt at rejse med børn. Alle er så flinke mod børnene og hjælpsomme. Især når man går ud og spiser. Så nu må det gerne blive sommerferie tak :o) Indtil videre, glæder vi os over det skønne vejr vi har haft de sidste par uger og som ser ud til at fortsætte i lidt tid endnu.

I dag, holder svenskere ikke fri og arbejder derfor. Jeg har fri i dag fordi jeg altid har fri om fredagen. Børnene er hjemme, ellers skulle de i en anden børnehave og fritids fordi de fleste holder fri og der derfor ikke er mange børn. Vi har derfor brugt dagen på at blive vaccineret for 3. og sidste gang i denne omgang mod TBE – mod flåter, som der er mange af heroppe i området. Nu har vi fået 3 vacciner og skal derfor først vaccineres igen om 3 år. De tog det pænt, græd ikke og fik naturligvis en is (inkl. moderen) bagefter. Vi gik en tur i Humlegårdsparken, som ligger midt inde i centrum af Stockholm, og der var så skønt og alt er sprunget ud nu og dufter så dejligt. Vi legede på en stor legeplads, eller børnene gjorde imens jeg drak kaffe, naturligvis. Sidst men ikke mindst har Ida været til svømning for sidste omgang. Vi må se om hun skal gå til det igen. Hun er blevet super god til at svømme synes jeg.

img_5936

a0b0b8cb-feb9-409e-b871-f115580de0fc

Knus og kram fra os i Stockholm

Om at have en delt kalender…!?

Har I en delt kalender derhjemme? Det har vi ikke og det kan altså være svært at kombinere 2 jobs, 2 børn, rejseaktiviteter og private ting og sager som man gerne vil lave. Både alene uden børn og sammen som en familie. Laurits rejser ofte og tit opstår der et “skal du ud at rejse i morgen” spørgsmål, for det kan jeg ikke huske at han har sagt eller nævnt. Måske han har sagt det – måske ikke. Jeg mistænker næsten altid at han IKKE har sagt noget eller at han siger at han ikke er hjemme en eller anden aften og det så viser sig at han egentlig mener at han skal ud at rejse og overnatte og derfor først kommer hjem dagen efter!! Selvom det primært er mig der står for børnene, ja så er det jo rart at vide. Mest om kan skal spise slik og chokolade alene om aftenen efter man har puttet børn eller om vi skal se serie sammen. Ja store problemer kan I nok høre, men jeg skal meget ofte spørge ham om han er hjemme der eller der og hvis jeg skal gå ud en bestemt dato kan det være svært at få et svar! Så ville det jo være meget nemmere hvis jeg kunne se hans kalender og selv se om han er ude at rejse eller om han f.eks har et sent møde osv. Derudover skal vi også til diverse arrangementer både skolen og det kan være morgen eller aften og så er der fritidsaktiviteter hvor der også kan være afslutning og opvisning. Nogle gange laver jeg en liste over de ting jeg skal spørge ham om! Jeg husker engang jeg vågnede en morgen og hørte at han var stået op, og herhjemme er det altså mig der som regel vågner først (han er B menneske og jeg er helt sikkert A) Han var i gang med at stryge skjorte og jeg spurgte hvorfor han var så tidligt oppe…Jamen han skulle da ud at rejse et par dage!!?? og det var så lige ny information for mig, haha. Det havde han da lige glemt at fortælle. Til hans forsvar var det nu ikke så slemt, for vi havde ingen børn så der var ikke en masse planlægning der ikke gik op, men det viser bare hvor dårlige vi sikkert begge er til at fortælle hinanden hvad vi skal og hvornår. Men jeg er nu alligevel overbevist om, at han er værst, naturligvis. Så derfor ville jeg blot høre om det ikke er smart med en delt kalender…? Det kan man vel gøre med sine Iphones ik? Før vi flyttede havde vi en fin tavle vi skrev på og havde den regel – når det var fest og ballede – at den som skrev på først fik lov at gå ud eller være sammen med venner, i bio eller hvad det nu kunne være. Så mega øv at komme hjem og skulle skrive på at fredag den et eller andet skulle man til fest på jobbet og så var der allerede skrevet noget på samme dato!

Heroppe er foråret skudt rigtig fint i gang med en masse regn. Solen har været her, rigtig meget endda. Men den sidste uges tid har det været knap så spændende at bo heroppe. Der har også været helligdage. I mandags var der Valborgsaften, hvor man har bål, lidt ligesom Sankt Hans hjemme i Danmark. Dagen efter, 1. maj, var der helligdag og dermed en fridag. Jeg arbejder dansk så jeg skulle på job. Men ret hyggeligt at prøve at være på job og så var der bare helt stille, fordi vi kun var 3 stk. Skolen og børnehaven havde lukket, men Laurits havde fri fra sit job, så de hyggede sig hjemme. Derfor har det været en kort uge og vi går weekenden i møde med at Ida skal til pyjamasparty og fødselsdag hos en fra klassen og ellers skal vi være sammen med nogle af vores danske venner. Vejret ser den kommende uge lovende ud, så jeg regner med at sandaler skal på og at de blir på nu.

I dag havde vi besøg af et dådyr som lagde sig på skrænten lige udenfor vores vindue. Emma sag længe i vinduet og da hun gik ind på værelset for at lege med Lego og kom tilbage for at sige godnat til den, var den væk. Hun blev så ulykkelig at hun græd og græd…men heldigvis er der så mange af dem hen over sommeren at vi sikkert nok får besøg af dem igen :o)

185235a0-79f9-448f-bff0-84622535880c

Knus og kram fra os i Stockholm