Fri hver fredag

…er da det den bedste gave jeg nogensinde har fået…for i går kom jeg lidt sent hjem efter en dejlig aften ude med de sødeste danske piger. Kald det julefrokost, en aften ude eller bare en hyggelig sammenkomst. Og når nu jeg vidste at jeg ikke skulle på arbejde dagen efter, så blev aftenen nok egentlig lidt bedre. Desuden var det god mad og godt selskab. 8 stk danske piger, ude at spise på en lækker restaurant. Et sted som jeg har besøgt før, men det blev det skam ikke dårligere af. Vi aftalte vi skulle ses en aften inden alle tager på juleferie, og det var oplagt at holde en julefrokost, men vi var nok lidt sent ude. Efter jeg ved ikke hvor mange forsøg på at finde et godt sted, var der en god mulighed her, så den tog vi. Er centalt beliggende, laver god mad til rimelig priser og mindst men ikke sidst, de laver en mega god Whiskey Sour. Når nu jeg ikke skal til en arbejdsjulefrokost som jeg plejer, da vi boede i Danmark, er jeg skam ikke utilfreds med alternativet. Må indrømme, at jeg engang imellem kan savne disse julefrokoster. Og dette er nu andet år hvor jeg ikke skal til en julefrokost, og hvor jeg er med til at lukke festen. Den eneste gang jeg missede en julefrokost med mit tidligere arbejde, var da jeg lige havde født Ida og vi skulle til bryllup dagen efter. Ellers var jeg stort set altid med i et julefrokost udvalg som stod for planlægningen af mad, underholdning m.m. Det savner jeg lidt. Lader ikke til at man laver sådanne julefrokoster heroppe…Eller også har de “glemt” at invitere mig haha.

Vi prøver at komme i julestemning og julegaveræset er allerede godt i gang og det er jo fantastisk at jeg havde fri på Black Friday og kunne skyde julegave indkøb igang. Jeg stod ikke i kø i butikkerne men sad hjemme online og drak en kop kaffe imens. Da vi ikke har plads til alle julegaver i bilen, er det så rart at bestille gaverne på nettet og de fleste får vi leveret hjem til vores forældre. Mange hjemmesider, tilbyder også gratis indpakning, så det er bare super nemt. Så den dag sparede jeg lidt penge og fik købt de fleste julegaver, som derudover også bliver leveret lige hvor de skal. Da vi ikke er hjemme i vores eget hjem heroppe i Stockholm hen over julen, har vi ret tidligt købt et juletræ. Pigerne synes det er så hyggeligt og så plejer jeg at lægge deres advents gaver under træet. Og nu hvor julen er skudt igang, skal vi naturligvis have en rigtig dansk julefrokost sammen med vores danske venner og deres børn. Men det er nu slet ikke så let, at finde ingredienserne til de klassiske danske retter som man plejer at spise til en god dansk julefrokost, heroppe. Sådan noget som ribbensteg, leverpostej, rigtig rugbrød, rødkål, er virkelig svære at finde heroppe. Det findes men få steder og da de så havde udsalg på ribbensteg i Netto (som ikke ligger særlig mange steder heroppe) måtte vi ad sti af sted for at hamstre ribbensteg, rødkål og rugbrød! Så nu kan julefrokosten bare komme an.

En anden ting som jeg virkelig har haft svært ved at finde er ler til mine juledekorationer! Det bruger de åbenbart ikke heroppe, men nogle siger at det findes! Jeg har i desperation søgt hjælp på min sædvanlige danskere i Stockholm facebook side og spurgt og flere er kommet med gode forslag til hvor det kan fåes eller hvor de for nylig har set det! Men har kigget og spurgt så mange steder og flere kigger på mig som om jeg er mærkelig..! Altså det er jo bare ler men hvordan de får deres lys til at sidde fast forstår jeg ikke! Et alternativ er Oasis men synes ikke det er det bedste alternativ så nu har jeg lavet min egen løsning. Flot ik? Dog må den ikke flyttes på og der skal holdes øje med det når lyset er tændt. Så det skal nok blive spændende.

De kommende uger er der juleafslutning ved alle pigernes fritids aktiviteter så kalenderen er fuldt booket de næste par uger. Så derfor er jeg glad for at næsten alle gaver er i hus. Mangler ikke så mange så nu! Men vi mangler dog lidt sne. Vejret er kedeligt og gråt nu men vi har da de sidste par uger haft frost og en lile smule sne.

Det er svært at være lille og gerne vil sætte stjernen på, også selvom det er et lille juletræ.

Rigtig dejlig december til jer alle.

Knus og kram fra os i Stockholm

Når enden er god, er alting godt…

Det er nogle uger siden jeg sidst har skrevet om vores liv i Stockholm. Jeg kan ikke rigtig følge med tiden. Den forsvinder fra mig og oktober har været en måned med mange begivenheder. Vi sluttede oktober af med en miniferie i London. Det var vores efterårsferie. Vi valgte at tage væk og opleve noget anderledes. Ida har været i London før med Laurits, bare de 2 alene, så det var spændende at Emma skulle se nogle af de ting som Ida så dengang. Vi var på naturhistorisk museum, vi var oppe i London Eye, vi var rundt at kigge lidt, var i Hamleys – et ret stor legetøjs butik i 5 etager. Men der var så mange mennesker. Alle steder, alle vegne. I toget, i butikkerne, på museet, da vi stod i kø til at komme op i London Eye. Alle steder vi gik var der fyldt med mennesker. Jeg skulle købe noget til pigerne i Hamleys…pigen ved kassen spurgte om jeg kom fra Sverige og da jeg sagde ja, spurgte hun om der var efterårsferie i Sverige, for der var så mange svenskere. Og ja alle steder vi gik, kunne jeg også høre svenskere og andre nationaliteter og mange børn, så mon ikke der var andre i Europa som også holdte efterårsferie samme tid som os. Derudover ankom vi den 31. oktober. Dagen for Halloween. Så der var mange på gaden, udklædte og klar til fest. Butikker havde pyntet op og Halloween var at se de fleste steder. Det var hyggeligt at være sammen men børnene var altså sådan lidt efter hinanden hele tiden og havde altså også lidt svært ved at høre efter!! Så at gå rundt mellem alle disse mennesker og være obs på børnene, og altid holde i hånd osv og de så samtidig drillede og irriterede hinanden, gjorde at vi holdte pauser på hotellet og at Emma den ene dag sov en eftermiddags lur (hvilken hun yderst sjældent gør), fordi hun var så pylret og ingen kunne sige noget så begyndte hun at græde. Imens hun sov gik Ida og jeg en lille tur i China Town. Det var både sjovt og hyggeligt. Så havde jeg Ida alene, det var lidt nemmere, men også fordi hun er så nysgerrig og stiller mange spørgsmål om det hun ser og oplever. Når jeg kigger tilbage, er det nok fordi Emma er for lille til en storbysferie. I hvert fald denne slags og især fordi der var så mange mennesker. Lørdag stod vi op, spiste en lækker og sidste morgenmad på hotellet, sagde farvel til London og tog toget mod lufthavnen. Så når enden er god er alting vel godt eller?

P.s. hvis man skal besøge London med børn – hvilket man sagtens kan – så har de mange gode og gratis museer at byde på. Rigtig mange af de ting man kan se og aktiviteter der er i London koster penge – mange penge. Så det kan måske godt betale sig at tjekke op på det hjemmefra og lægge en plan over de ting man vil se. Og at der kan være kø til at komme i M&M’s Store samt Lego og lignende steder. Mine børn vil desværre gerne stå i kø! Især hvis det har noget med chokolade eller legetøj at gøre.

Fik jeg nævnt at både Ida og Emma er blevet Harry Potter fan. Vi er begyndt at se alle filmene hjemme. Ida har alderen, men Emma er nok lidt for lille til at se filmen. Hun forstår ikke alt, men vil alligevel gerne se lidt. Og det er så sødt for det gør alligevel lidt indtryk. Derfor var alt Harry Potter mega spændende i London. Og nu ønsker de sig begge Harry Potters tryllestav og alt med Harry Potter.

Efteråret er virkelig kommet godt igang. Vejret er kedeligt og gråt. Det regner lidt – ikke meget, men solen skinner ikke så meget. Vejret er generelt bare trist. Det betyder også, at både jeg og børnene snotter og hoster. Ida havde 2-3 dage med ondt i halsen, hoste og forkølelse og det kommer helt sikkert snart igen. Ondt i mave og opkast sæsonen begynder også snart og selvom det jo ikke er noget man skal begynde at tænke på i det daglige, tager jeg det alligevel mere rolig hvad angår mine eller børnenes sygedage. I Sverige er reglerne omkring børns sygedage lidt anderledes end i Danmark. I Sverige er det ens for alle. I danmark er det bestemt ud fra erhverv eller hvilket type arbejde, branche eller overenskomst man har. I Sverige er det mere almindeligt og mere end helt okay at holde sine børn hjemme når de er syge og i alle de dage de har behov for det. Hvis jeg ikke arbejder pga mine børn er syge, så får jeg heller ikke løn. Men til gengæld får jeg 80 % dækket (tror jeg) fra den offentlige forsikringskasse. Det vil sige, at er jeg ikke på job får jeg ikke løn og min arbejdsgiver skal ikke betale mig løn. Og derfor føles det også meget mere legalt når jeg melder mine børn syge og det virker som noget meget mere normalt og fleksibelt system at gøre det således. Jeg er helt klart mere til dette, end at have ondt i maven over at skulle ringe til min arbejdsgiver og sige at nu er mine børn syge (igen), aftale at jeg tager den første dag, far tager den næste eller den ene part tager flere sygedage fordi vilkårerne er bedre hos mor end hos far. I mit tidligere job fik jeg aldrig en bemærkning pga for mange sygedage med mine børn, men kender nogle som fik og hvad skal man gøre hvis man ikke har forældre eller andre der kan hjælpe. Nogle har bare mere syge børn end andre. Og det kan måske også komme an på hvilken chef man har. Hvor tolerent den person er. I Sverige er det som om…at sådan er det bare og man kommer tilbage når børnene er friske. Ved godt at det selvfølgelig også kan være sådan på en dansk arbejdsplads, men jeg har ofte haft ondt i maven over at skulle melde børnene syge igen og igen. Måske det også er en holdningsændring der skal til. Jeg er i hvert fald glad for denne her løsning også selvom jeg ikke er dækket 100% ind hvad angår min løn.

Ha en fantastisk weekend…

Knus og kram fra os i Stockholm