Svensk for begyndere!

Shit en hyggelig dag….

e35e2f5f-3aef-48e2-96c3-4c49da573fde

Shit hvor er ugen gået stærkt. Synes lige den er startet, og nu er det allerede weekend. Ugen har budt på mange gode ting.

Men den bedste ting var i dag, hvor Ida og jeg var henne på hendes nye skole sammen med de andre 39 børn der skal starte til august. De skal være 2 klasser og i dag skulle vi møde hinanden, lege og se hvem de skulle gå i klasse med. Fra förskolen er der 4 piger og 2 drenge som skal gå på skolen og det er en super god start for Ida, at hun kender et par stykker. Også selvom de ikke skal gå i samme klasse. Ida skal gå i A klassen og skal gå sammen med 3 andre fra sin förskole, så det er perfekt. Kort tid efter skulle forældrene gå, hvis børnene ellers følte sig trygge. Havde troede at Ida ville, at jeg skulle blive, men hun sagde, du kan bare gå mor. Imens drak forældrene kaffe og snakkede sammen for at lære hinanden at kende (her skulle jeg så hive mit svenske frem!!) Det var kun 1,5 time, men det var super hyggeligt. Jeg havde lovet Ida en hyggedag. I ved sådan en dag hvor man holder fri fra børnehave og bare hygger med sin mor, som netop kan disse spontane ting, når jeg nu ikke går på arbejde.

I det lokale centrum, der hvor vi gør vores daglige indkøb, går på cafe, apotek, læge, køber take away, lækker friskt bagt brød, er der kommet det alle på øen har ventet på, nemlig en Joe & the Juice. Og Ida er naturligvis vild med både deres juicer og sandwich. Hvorfor mon? :o) Så jeg lovede hende at vi skulle derhen og hygge. Inden vi tog derhen var vi på legepladsen med et par af de andre piger fra förskolen og deres mødre. En af pigerne og moderen endte med at tage med os ind til byen på Joe & the Juice. Og det var super hyggeligt.

I den her uge er vi også kommet lidt mere ind på livet af de andre børns mødre og har 2 gange i denne her uge mødtes med dem på legepladsen. De voksne snakker og leger lidt med børnene og børnene render rundt og leger. I går var vejret solrigt, men koldt, men så snart solen skinner kommer alle svenskere ud, uanset temperaturen. På en lille legeplads talte jeg min. 10 børn på engang og der kom flere til. Synes altid der er fyldt med børn på deres legepladser når solen skinner. Der er sjældent ingen eller få men altid mange og det er super dejligt at møde andre børn og deres forældre. Det er vildt at her er så mange børn. Det startede med at jeg tilfældigvis mødte 2 mødre til de piger som Ida leger lidt med. Jeg mødte dem på vej til toget, hvor jeg skulle til svensk og de var nysgerrige efter hvordan det gik med Ida og efter lidt hyggelig snak frem og tilbage, så udvekslede vi nr. Og det var ligesom starten på at komme med på legeaftale bølgen. Også selvom det er hvor jeg er med til at starte med. Så kan de måske med tiden lege alene.

Den her uge har jeg også drukket kaffe med Dorde som er dansker og som bor her på øen. Det er så dejligt at man har fritid til at putte sådanne aftaler ind i sin kalender. Men Dorde skal, desværre for mig, flytte til Dubai med sin mand, for at opleve et nyt eventyr. Så vi må se, om vi kan nå en omgang kaffe mere inden hun skal afsted efter sommeren engang.

Hvad angår mit svensk kursus, som nu er på uge nr. 2, synes jeg helt sikkert at jeg lærer noget. Jeg har bestemt ikke tabt modet, tværtimod, jeg synes jeg får mere blod på tanden og har lyst til at prøve at snakke mere svensk når jeg f.eks. snakker med de voksne i børnehaven og nu de andre mødre også.  Og fik i går endda lidt ros fra en pædagog, som synes hun allerede kunne høre forskel, haha. Vi er begyndt at gennemgå en del grammatik på kurset, hvilket er lidt kedeligt og det er ret så anderledes end dansk synes jeg. Jeg fokuserer mest på det som jeg synes er sjovest og det er at lære nye ord og sætte dem i sammenhæng og sætninger m.v. Så jeg alt i alt kan blive bedre til at føre en samtale. Og jeg synes allerede, at jeg er godt på vej. Bevares, det lyder da lidt som om jeg har en kartoffel i munden, men de lader til at forstå mig og slår ikke over i engelsk. Der er et stykke til målet, men jeg skal jo starte et sted.

I sidste weekend var vi sammen med vores nye danske venner som nu bor heroppe og som før i tiden har boet nogle år i Frankfurt. Hvor er det bare skønt at kunne mødes med danskere heroppe og denne her søde familie har 2 dejlige børn og vores børn leger ret godt sammen. De bød på lækker mad og hyggeligt samvær og det er bestemt ikke sidste gang vi har set hinanden. Og næste gang må det absolut være os der inviterer, for så bor vi nemlig i hus og har mere plads til gæster i stedet for lejligheden vi bor i nu.

I den her uge har vi også fået nogle danske kanaler. DR1, DR2, DR3, DRK, og Ramasjang. Nu har vi simpelthen betalt os til at kunne se nogle danske kanaler, for dem savner vi altså. Det er nogle mega kedelig svenske kanaler vi har i lejligheden og den svenske børnekanal kan godt pakke sammen. Børnene gider absolut ikke at se den. Den er bare så kedeligt og Ida savner Motor Mille, Hr. Skæg og Onkel reje og det kan hun nu se. Så dejligt at det kan lade sig gøre.

I mit sidste blog indlæg anbefalede jeg en serie på Netflix. I denne her uge kommer der altså lige en ny anbefaling nemlig serien Riverdale. Den er spændende og lidt anderledes end de andre sædvanlige serier. Den er også sådan lidt teen agtig ligesom 13 Reasons Why, men synes den er super god og ikke mindst anderledes.

Nu er jeg løbet tør for serier, men venter på House of Cards skal starte igen, så kom gerne med nogle anbefalinger. Er også indehaver af Viaplay samt HBO.

Ha en dejlig forlænget weekend.

 

Knus og kram fra os i Stockholm

1 kommentar

  • Tanja

    På netflix kan jeg anbefale orange is the new Black, new Girl og the americans. Og så (selvfølgelig) gossip girls. På HBO ser jeg girls 🙂 Ellers ser jeg drtv – skam og petra elsker sig selv er et hit pt. Håber det kunne inspirere lidt. Knus fra mig

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Svensk for begyndere!