Mig & Stockholm....

Blogger for begyndere…

Blogger for begyndere lød temaet til et event jeg var til i november sidste år. Sidste år, 2016, hvor vi vidste vi skulle flytte, havde hus til salg og en snarlig sidste dag på jobbet nærmede sig. Vi vidste ikke hvad vi gik ind til, hvad der ventede os, men en ting jeg vidste jeg ville bruge min tid på, var mine børn og så ville jeg blogge. Jeg ville blogge om vores liv. Vores nye liv i Stockholm og derfor havde jeg meldt mig til et event med Cana Buttenschøn, et bloggerevent. Jeg tog afsted. Det var ikke et stort arrangement, men var fedt. Det handlede om at være blogger, at blive blogger og tips til bloggere. Og tips til nybegyndere, som mig. Cana Buttenschøn fortalte om det at være blogger, hvordan hun startede og hvorfor hun valgte at blogge fuldtid og hvorfor hun blev selvstændig. Jeg tog en masse notater, havde en god aften og var helt sikker på, at det var det som jeg skulle gøre. Og nu er det snart et år siden at jeg begyndte. Tanken var at lave en blog om vores ny liv i Stockholm, så familie og venner kunne følge med. Og det ved jeg også de gør og jeg har fået en del komplimenter af flere, som synes det er super fedt at jeg har lavet sådan en. Jeg er ganske vist ikke en berømt blogger, premium blogger og sikkert slet ikke interessant for de fleste, men det er en slags dagbog til mig og min familie og til alle dem som vil følge med. Og når vi engang ikke skal bo i Stockholm mere – den dag kommer jo sikkert en dag – ja så kan jeg kigge tilbage på alle mine indlæg, som jeg har valgt at lave hver uge, med undtagelse af ferie. Hver gang jeg har lavet et nyt indlæg, har jeg efterfølgende tænkt…hvad mon jeg skal skrive om næste uge?? Men det er som om jeg altid finder på noget. Og ja nogle indlæg er mere populær en andre. Jeg har en statistik som jeg kan følge med i og det gør jeg meget nysgerrigt. Det kunne jo være fedt hvis flere og flere vil læse med og det sker da også hen ad vejen. Det kunne være sjovt at gøre mere med min blog, prøve at få mere ud af den, selvom jeg er ganske tilfreds med mit formål lige nu og her, så det er blot tanker.

I den her uge, som jeg egentlig tænker har været meget hverdagsagtig og lidt kedelig, har jeg været hos en studievejleder for at høre mere en bestemt uddannelse som jeg gerne vil starte på. Jeg havde netop booket en tid for at høre mere om uddannelse, hvordan jeg skulle ansøge osv. Det var lidt mere kompliceret end som så, så jeg vil tage på den specifikke skole næste uge for at høre mere om selve uddannelsen. Vejlederen synes, at jeg skulle finde noget som var på uni/højskole niveau og det kunne jo være rigtig fedt, men det er en 3 årig uddannelse og så kan jeg ikke starte (hvis jeg optages) før næste sommer og jeg er lidt…ikke bange…men føler mig stadig lidt udfordret pga sproget og det at skulle læse en uddannelse på svensk. Så jeg har hele tiden tænkt at jeg ville begynde her, på et lavere niveau og hvis det var interessant, så kunne jeg søge på uni. Men de tanker har jeg lige parkeret lidt til jeg ved om det overhovedet er noget som jeg finder interessant. Har læst om uddannelse som er HR, administration og arbejdsmiljø og den lyder rigtig spændende, men aner jo ikke om det i virkeligheden er noget før jeg kommer i gang. Fik hjælp af vejlederen til at finde en lignende uddannelse på uni/højskole, men vi kunne ikke finde noget der lige mindede om det, desværre. Jeg har stadig en del ubesvarede spørgsmål, hvorfor jeg tager den til vejledning på skolen. De kan nemlig fortælle mere om selve uddannelse og hvordan og hvornår jeg skal ansøge.

I den her uge, er jeg begyndt på et højere niveau på svensk. Der er kun 4 uger igen og så er det slut for denne omgang. Det er faktisk lidt vemodigt. Det går rigtig godt nu, men nu hvor jeg har andre planer (som jeg ikke aner om vil lykkes), må jeg vente og se om der bliver behov for flere kurser. Dog er det lidt øv, for de fleste af pigerne vil fortsætte i det nye år, på næste niveau og vi har det rigtig sjovt sammen, så det er da lidt træls at undvære det. Men kurset koster penge og jeg vil heller ikke bare gå der for at gå der. Jeg har sagt til mig selv, at jeg skal forstætte med at lave opgaver i mine bøger og repetere. For tiden, når jeg ser serier på netflix, sætter jeg svenske undertekster på og det lærer jeg en del af. Mange af de hverdagsagtige sætninger skriver jeg ned, og prøver at huske at bruge det når jeg snakker med andre. Ikke så nemt, men det hjælper.

Ida har i den her uge haft 2 legeaftaler og så har vi også været til samtale i børnehaven, for at høre hvordan det går med Emma. Vi er meget glade og tilfredse med børnhaven og de synes, at alt gik fint og at hun var blevet god til at snakke svensk, så hun bedre kan snakke med de andre små venner. Så det er dejligt. Hun snakker ikke svensk hjemme medmindre at Ida f.eks har en ven fra skolen på besøg. Så ved hun at hun skal snakke svensk. Og det er ikke perfekt svensk. Men hun kan skelne imellem dansk og svensk og det er sejt.

Tjek lige de her 2 søde muse ud! Det er billeder fra skolen og børnehaven! Hvor er de blevet store! Men Gud hvor de slet ikke ligner hinanden eller?

img_4862

De næste 2 weekender står den på besøg fra Danmark. Det er altid dejligt at have besøg. Og jeg glæder mig til at forkæle mine gæster med lækker kaffe fra min nye kaffemaskine. Den kan lave alt hvad hjertet begærer, Latte, almindelig, Cappuccino, Flat white…you name it! OG den lyder som en rigtig cafe kaffemaskine når den laver mælken. Se min fantastiske kaffemaskine her…sammen med Frøken Emma, som kan alt, vil alt selv!! Hun er en meget bestemt dame som for tiden giver sin momma (en blanding af mor og mamma tror jeg) grå hår på hovedet.

23d18a7b-681d-41d8-9a52-c7663fbbc7e8

I må alle have en fantastisk weekend og jeg vil nyde en kop kaffe og tænke på Jer alle sammen derhjemme:o)

 

Knus og kram fra os i Stockholm

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mig & Stockholm....