Året der gik...

Vi er her stadig…

..men hold nu op hvor tiden render fra mig. Sidst jeg lavede et indlæg var i slutningen af sidste år og nu er det marts…Må sige at alt fra sygdom, arbejde, ferie og bare det at have 2 piger er med til at fylde hverdagen. Præcis på samme måde som hjemme hos alle jer. Jeg har mange gange siden sidste indlæg sagt til mig selv, at nu skulle jeg lave en opdatering, men har altså bare ikke rigtig været klar før nu. Nogle dage har jeg taget mig selv i at tænke, at vi efterhånden har fået en så almindelig hverdag selvom vi bor i et andet land, at det måske slet ikke er så spændende at følge med i, hvad vi går og laver heroppe. Men da vi i sin tid flyttede, sagde jeg til mig selv, at det bliver once in a lifetime – det at prøve at flytte til at andet land, at jeg ville skrive om vores hverdag heroppe og simpelthen læse om det senere. Eller når børnene bliver store og vi bor i Danmark igen, lade dem læse og huske tilbage, for det er bestemt ikke en oplevelse vi ønsker at glemme eller lægge bag os.

Hvad er der så sket siden sidst…tjo sikkert mange forskellige ting, men marts er helt sikkert en speciel måned for os på flere måder. Selvom vi har boet her i mere end 2 år nu, var det i marts måned for 2 år siden, at vi skulle være ude af vores elskede hus, som jeg stadig savner rigtig meget. Det er et sted jeg helt sikkert aldrig glemmer og der går heller ikke mange dage imellem at jeg tænker på huset og vores tid der. Håber at vi en dag ender der igen eller i hvert fald i samme område. Man var vel lov at drømme…Derudover er det i marts måned 1 år siden at jeg begyndte at arbejde igen efter at have gået hjemme i lidt mere end 1 år. Året er virkelig gået stærkt og jeg er blevet rigtig glad for mit arbejde. Bare det at have et arbejde og kollegaer at snakke med. Derudover er jeg virkelig glad for at jeg ikke arbejder fuld tid, hvilket giver en hvis fleksibilitet som jeg sætter stor pris på. Det er med at nyde det imens de små er små, for tænker ikke at arbejde nedsat tid bliver for evigt, men bare en periode til de bliver lidt større. I år bliver de 5 og 8…det er slet ikke til at forstå. Til næste år har vi 2 skolebørn!! Den tid den “sorg”.

Vi startede 2019 med at børnene og jeg var syge i en uge. Sådan rigtig syge. Det var knap så spændende. Det virkede som om alle var syge både på job og i skolen. Min mor skulle komme for at passe børnene, da Laurits og jeg skulle til fødselsdag i København, hos en af Laurits kammerater. En stor 40 års fødselsdag, som vi ikke havde lyst til at gå glip af og derfor havde jeg spurgt min mor, og hun ville gerne komme. Børnene var i bedring og jeg var dagen inden vi skulle afsted slet ikke frisk, men lørdag tog jeg mig sammen. For min mor var jo kommet og selvom jeg var tæt på at melde afbud, ja så tog jeg med. Og det gik også fint. Det er altid skønt med en smuttur til København. Det føles altid som hjemme.

Kort tid efter tog jeg afsted til København igen. Jeg havde et arbejdsmøde i København og samme aften skulle jeg ses med mine gamle kollegaer til bordfodbold. Da mit møde var slut mødtes jeg med en veninde til kaffe og hygge. Vi havde ikke set hinanden i noget tid, så det var skønt. Dejligt at kunne kombinere det hele, for jeg savner ikke kun København, men også de mennesker der betyder noget for mig. Mig og mine gamle kollegaer ses et par gange om året til bordfodbold (druk) og jeg sover som regel ved min søde gamle kollega Gitte. Det passer perfekt. Dagen efter tog jeg toget hjem igen. Det føles altid lidt tomt når jeg tager hjem…for 2 år siden skulle jeg bare cykle 10 min så var jeg hjemme. Men altid rart at komme hjem til sine børn og mand uanset hvor man har været.

Når nu der ikke er tradition for i Sverige, at holde fastalavn, så er det jo rart at andre kan arrangere så vores børn kan lære hvad fastelavn egentlig er. Heroppe i Stockholm findes der en forening som hedder “den danske forening i Stockholm” (tror jeg nok) og de afholder løbende arrangementer for os danskere som savner Danmark og de danske traditioner. Så de afholder alt fra julearrangement til Fastelavn til Dronningens fødselsdag, koncerter osv. Så da vi så at de afholdte fastelavn, tilmeldte vi os. Og det var så godt og børnene syntes virkelig det var sjovt. Der var masser af slik og næsten danske fastelavns boller. Man laver ikke samme slags heroppe, men man har noget som minder om det. Der blev slået katten af tønden, spist fastelavns boller og sunget gamle danske børnesange. Super godt arrangement. Ida kan sagtens huske Fastelavn. Emma knap så meget eftersom hun kun var 2,5 da vi flyttede herop.

Vi hoppede ind i marts måned ved at tage på vinterferie til Miami. Vinterferien ligger lidt senere heroppe end det sydlige Sverige samt i Danmark og vi havde da overvejet ski, men trængte bare sådan til noget sol og varme. Og det fik vi helt sikkert. Vi var afsted i 10 dage og vejret var perfekt stort set hver dag. Og børnene fik badet og de voksne kunne slappe lidt af imens. Vi havde så håbet på, at der var lidt forårstegn i luften da vi kom hjem, men da vi landede lå der sne. Sneen var ellers lige forsvundet da vi tog afsted. Foråret kommer lidt senere heroppe end hjemme, så vi har virkelig noget at glæde os til! Længdes efter grønne træer, sol og sommersandaler.

Det var en lille opdatering fra Stockholm. Rigtig god weekend til alle. Forleden så det sådan her ud i Stockholm. Ikke ligefrem forårsfornemmelser vel?

Knus og kram fra os i Stockholm

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Året der gik...